Somalia overskrider frist for valg af ny præsident

    Mandag skulle Somalia have valgt en ny præsident. Det er nemlig fire år siden, at den nuværende præsident, Mohamed Abdullahi Mohamed, blev valgt. Men landet har overskredet fristen for at holde valg.

    Det lykkedes ikke den nationale regering og delstaterne i landet at blive enige om, hvordan man skulle holde valg. Derfor er præsidentens valgperiode på fire år nu udløbet.

    Men til trods for, at præsident Mohameds valgperiode er udløbet, har han ikke trukket sig.

    Det har kastet Somalia ud i en forfatningsmæssig krise. Det kommer oven i, at landet i forvejen er plaget af angreb fra den islamistiske gruppe al-Shabaab, en invasion af græshopper og stor madmangel.

    Søndag har oppositionen udtalt, at de ikke længere anerkender Mohamed, kendt som Farmajo i hjemlandet, som præsident.

    Sidste år blev man enige om at holde et indirekte valg, hvor hver delstat i landet skulle vælge repræsentanter, der skulle vælge den nye præsident.

    Men den aftale faldt til jorden, da man ikke kunne blive enige om, hvordan afstemningen skulle foregå.

    Det er endnu uklart, hvilken betydning det får, at valget ikke er blevet afholdt.

    Men ifølge Hussein Sheikh Ali, som er tidligere national sikkerhedsrådgiver i Somalia, har al-Shabaab udnyttet den politiske uro til at udføre angreb i det centrale Somalia. Det område har ellers været meget roligt de sidste 10 år.

    – De (al-Shabaab, red.) griner. Det er en fejl af præsidenten, Somalias politiske elite og det internationale samfund. at man ikke havde en plan B, siger han til nyhedsbureauet Reuters.

    Somalias internationale støtter i blandt andet FN og Den Afrikanske Union opfordrer mandag landets ledere til at genoptage forhandlingerne om et valg, så det kan holdes så hurtigt som muligt.

    /ritzau/AFP