Brøndby: FCK har brændt mere af på fejlindkøb end os


    FC København har gennem årene brugt flere penge på fejlindkøb end Brøndby.

    Det vurderer Brøndbys sportsdirektør Troels Bech, der tidligere på ugen var med til at lancere en ny strategi i Brøndby, så klubben i højere grad end tidligere rammer plet på transfermarkedet.

    Brug af data og statistik vil i fremtiden blive benyttet, når Brøndby kredser sig ind på en ny spiller.

    – Hvis man har råd, så kan man hente spillere, der individuelt er så gode, at de på et tidspunkt vil slå igennem, uanset om de passer ind i miljøet.

    – Man kan bare tage FCK og se på, hvad de har haft af fejlinvesteringer. Det er jo helt voldsomt, fordi de har haft råd til at smide endnu flere penge i det end os, siger Troels Bech om søndagens modstander i Superligaen.

    – Hvad de har tabt overgår, hvad vi har, tror jeg.

    – Til gengæld har de også en gang imellem haft råd til at få en spiller ind, som så bliver solgt til 60 millioner kroner, siger Brøndbys sportsdirektør.

    FCK solgte i vinterens transfervindue ghaneseren Daniel Amartey til engelske Leicester for nogenlunde den sum. Det er efterhånden mange år siden, at Brøndby har lavet et salg i den størrelsesorden.

    Troels Bech har en forventning om, at data og statistik kan hjælpe Brøndby til at finde de helt rigtige spillere.

    – Vi kommer ikke længere til at have en sportsdirektør, der kommer og siger; “ham her, han er god til at slå indlæg”, hvis det viser sig i de faktuelle tal, at han rammer en ud af otte og resten ryger af køkkendøren, siger Bech.

    Samtidig giver den øgede brug af data Brøndby mulighed for at sigte sig ind på spillere, som ikke lige var på radaren.

    – Hvis jeg nu kigger på højre midtbanespillere fra 24 ligaer og kan sætte dem ind i en matrix, så dukker der nok en op, som jeg ikke nødvendigvis har kendt.

    – Uden at se alle kampe, så kan vi samle op på de tørre tal. De fortæller os ikke hele virkeligheden, men de kan være med til at gøre os interesserede i spillere, som vi så kan tage ud og kigge nærmere på, siger Troels Bech.

    /ritzau/