Brexit giver dramatisk fald i britisk eksport til EU

    Storbritanniens eksport via britiske havne til EU er i januar faldet dramatisk med mere end to tredjedele i forhold til sidste år.

    Det fremgår af data fra de britiske vejtransportørers organisation (RHA). Det skriver søndagsavisen The Observer.

    RHA raser over, at den britiske regering har ignoreret transportørerne, som har advaret om de forhindringer, der er for eksporten.

    – Jeg opfatter det som dybt frustrerende og irriterende, at ministre har valgt ikke at lytte til industrien og eksperter, siger RHA’s leder, Richard Burnett.

    Coronapandemien kan have spillet ind i forhold til den lavere eksport. Men RHA mener, at langt den største del af faldet på 68 procent i januar skyldes det ekstra papirarbejde og nye toldkontroller, som nu er nødvendige, efter at briterne helt faldt ud af EU-samarbejdet ved nytår.

    Transportørerne mener, at regeringen i London burde have gjort meget mere for at mindske bureaukratiet. At der er fejlet ved brexit.

    /ritzau/dpa