Medier: SOS International fyres om leverandør af lyntest

    Firmaet SOS International er blevet fyret som leverandør af lyntest til ansatte på landets plejecentre.

    Det skriver Politiken og TV2.dk søndag eftermiddag på baggrund af en e-mail til partiernes sundhedsordførere, som tv-stationen har set.

    Kontrakten med SOS International opsiges med 30 dages varsel i de fire regioner Region Hovedstaden, Region Sjælland, Region Midtjylland og Region Nordjylland.

    SOS International vil fortsætte med at antigenteste med eget personale i opsigelsesperioden i Region Hovedstanden.

    Men firmaet Medicals Nordic stopper omgående som underleverandør.

    Fyringen kommer, efter at dagbladet Politiken har beskrevet lemfældige sikkerheds- og hygiejneforhold ved testcentre tilhørende Medicals Nordic.

    /ritzau/