Første snestorm i 11 år lammer trafikken i Holland

    Millioner af mennesker i både Tyskland og Holland er søndag vågnet op til et tykt snedække, der har lammet store dele af bil- og togtrafikken i de to lande.

    En koldfront hen over det nordlige Europa har resulteret i den første snestorm i 11 år i Holland.

    Hollands meteorologiske institut, KNMI, har udsendt et sjældent “rødt varsel” for hele landet søndag. Instituttet advarer om vindstød på op mod 90 kilometer i timen og en bidende kulde.

    Tog holder stille på banegårde over det meste af landet, fordi tykke snedriver mange steder har lagt sig over sporene.

    I Tyskland har det statslige togselskab, Deutsche Bahn, indstillet togafgange mellem Berlin, Hannover og Köln indtil videre. Også alle afgange til Holland er søndag aflyst.

    Snevejret har ramt et bredt bælte fra Münster i det vestlige Tyskland til Dresden i øst. Det strækker sig sydpå til omkring Hannover, der er hovedstad i delstaten Niedersachsen.

    I Holland er snestormen så alvorlig, at regeringen har besluttet at lukke alle corona-testcentre i flere dage.

    Ifølge en anden vejrtjeneste, Weer.nl, er der hård kuling kombineret med kraftigt snefald.

    – Det betyder officielt snestorm i vores land, skriver Weer.nl.

    Den seneste snestorm ramte Holland i januar 2010.

    De fleste dele af landet har fået mellem fem og ti centimeter sne, men nogle steder er snedækket 30 centimeter tykt, rapporterer tv-stationen NOS.

    Bilister advares mod at køre ud. Omkring 85 biler er søndag kørt i grøften, meddeler den hollandske vejstyrelse.

    Et enkelt sted er også en sneplov kørt af vejen i det glatte føre, skriver lokale myndigheder på Twitter.

    Hollands meteorologer forventer, at det kolde vejr vil vare ved i de næste ti dage. Det vækker glæde hos den del af befolkningen, der håber at kunne stå på skøjter på kanalerne.

    Det skal de have lov til, siger premierminister Mark Rutte, når blot de husker at holde god afstand og undgå coronasmitte.

    Rutte formaner også folk til at undgå at falde og komme så meget til skade, at de overbelaster hospitalerne yderligere.

    På den anden side af Nordsøen gør briterne sig klar til, at stormen Darcy – som hollænderne kalder den – rammer Storbritannien.

    Briterne, der selv kalder stormen “The Beast from East II” (“Bæstet fra øst II”), forventer dens ankomst senere søndag.

    Det første “bæst” ramte landet i 2018 og medførte ti dage med snevejr.

    /ritzau/AFP