Holdet bag filmen “Druk” kunne lørdag aften snuppe endnu et par statuetter til samlingen, da Robert Prisen blev uddelt.
Filmen fik blandt andet hovedprisen for Årets Danske Spillefilm, prisen for Årets Originale Manuskript, og så kunne skuespilleren Mads Mikkelsen glæde sig over statuetten for Årets Mandlige Hovedrolle.
I kategorien var han blandt andet oppe mod sig selv, da han også var nomineret for sin rolle i filmen “Retfærdighedens Ryttere”. Thomas Vinterberg fik samtidig prisen for Årets Instruktør.
“Druk” handler om fire gymnasielærere, der sætter sig for at afprøve en teori om, at mennesket er født med en halv promille for lidt, og den har solgt mere end 800.000 billetter i Danmark.
Siden 1984 har Det Danske Filmakademi hvert år uddelt de eftertragtede Robert-priser, men da prisuddelingen lørdag aften fandt sted, var det langt fra på traditionel vis.
For første gang foregik det nemlig virtuelt grundet coronapandemien, der forhindrede et stort show.
/ritzau/











