Færden på frosne søer giver redningsaktioner flere steder

    Efter en længere periode med frostvejr er der is på landets søer og vandløb.

    Flere steder er det dog ikke sikkert at bevæge sig ud på isen, og lørdag har politiet måttet iværksætte redningsaktioner rundt omkring i landet.

    Det skriver flere af landets politikredse på Twitter.

    På Mors er tre personer faldet gennem isen ved Dragstrup Vig, hvilket betød, at en redningsaktien blev iværksat.

    Personerne, der havde surfet på isen iført våddragter og sikkerhedsvest, kom dog selv op i sikkerhed.

    I det nordvestlige Sjælland har en helikopter samlet to 19-årige op, da de færdedes langt ude på Skarresø. De er nu sigtet for ulovlig færdsel.

    På Bornholm er to tiårige reddet i land fra isen på regnvandsbassinet i Rønne. Senere er fire hentet i land fra Zahrtmann Sø.

    Man må kun gå ud på isen, hvis der er opsat skilte, som angiver, at den er sikker. Det vurderes af den enkelte kommune.

    Det varierer derfor fra sted til sted, hvor tyk isen skal være. Typisk skal den være minimum 13 centimer tyk.

    /ritzau/