Omkring 1000 demonstranter er lørdag formiddag lokal tid gået på gaden i Myanmars største by, Yangon, for at protestere mod militærkuppet i landet.
Det oplyser nyhedsbureauets AFP’s journalister i byen.
Protesterne er de største i landet af sin slags, siden den demokratisk valgte leder, Aung San Suu Kyi, og andre politiske ledere blev anholdt af militæret natten til mandag dansk tid.
– Ned med militærdiktaturet, råber folk, mens de vifter med røde flag, der også er farven på Aung San Suu Kyis politiske parti NLD, Den Nationale Liga for Demokrati.
Demonstrationen finder sted på en enkelt vej nær Yangon Universitet, da en stor politistyrke har blokeret flere af de omkringliggende veje.
Den følger i kølvandet på, at flere hundrede lærere og studerende på to universiteter i byen fredag samlede sig for at demonstrere mod anholdelsen af Win Htein.
Win Htein blev regnet som Suu Kyis højre hånd. Inden anholdelsen opfordrede han folk til at gøre så meget modstand imod militærkuppet, som de kunne.
Mange af demonstrationerne imod kuppet er foregået online, hvilket torsdag fik militæret til at lukke for adgang til Facebook i landet.
Det fik meget af modstanden til at rykke over på Twitter, men få timer før lørdagens demonstration bekræftede platformen, at den nu også er blevet blokeret i landet.
NetBlocks, der overvåger internetafbrydelser over hele verden, oplyser, at internettet i hele landet har været nede siden omkring klokken 10 lørdag lokal tid.
Det er anden gang på mindre end en uge, at internettet i landet er nede. Første gang var, da militæret mandag overtog magten.
Myanmars militær, der for bare ti år siden slap sit næste fem årtier langt jerngreb om landet, har i forbindelse med kuppet indført undtagelsestilstand i et år.
Militæret hævder, at parlamentsvalget i november var præget af snyd. Her vandt Suu Kyis parti, Den Nationale Liga for Demokrati (NLD), 83 procent af stemmerne, mens militærets parti, USDP, kun fik syv procent.
Både observatører og Myanmars valgkommission afviser militærets påstand.
Ifølge AAPP, som er en hjælpeorganisation for politiske fanger, er mindst 147 personer blevet tilbageholdt siden mandagens kup, der er blevet fordømt af store dele af det internationale samfund.
/ritzau/AFP











