30-årig fængslet efter anklage om drabsforsøg i Esbjerg

    En 30-årig mand er fredag blevet varetægtsfængslet i fire uger. Han er sigtet for drabsforsøg på en 29-årig mand torsdag morgen i Esbjerg.

    Den 29-årige blev stukket i maven, men er uden for livsfare.

    Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi på Twitter.

    Han nægter sig skyldig i anklagen, men har ikke kæret varetægtsfængslingen.

    Politiet modtog klokken 08.40 torsdag morgen en anmeldelse om et knivstikkeri i Strandbygade i det centrale Esbjerg.

    Politiet har endnu ikke udtalt sig om, hvad baggrunden for drabsforsøget var.

    Intet tyder dog på en banderelateret hændelse.

    Efterfølgende blev flere personer anholdt, for at politiet kunne afhøre dem. De er siden blevet løsladt.

    /ritzau/