Navalnyj på anklagebænken igen i Moskva

    Den fængslede russiske oppositionspolitiker Aleksej Navalnyj var fredag tilbage på anklagebænken ved en domstol i Moskva. Denne gang tiltalt for at ærekrænke en 95-årig krigsveteran.

    Navalnyj, der er den mest fremtrædende kritiker af præsident Vladimir Putin, blev tidligere på ugen idømt tre og et halvt års fængsel.

    Han blev dømt for at have forbrudt sig mod regler i forbindelse med en tidligere betinget fængselsstraf.

    Ved fredagens retsmøde gjaldt det udtalelser fra Navalnyj i et filmklip, hvor han kaldte den 95-årige “en skamplet for sit land” og “forræder”, fordi han havde støttet grundlovsændringer i en kampagnevideo fra Kreml.

    Grundlovsændringerne, som blandt andet blev vedtaget ved en omdiskuteret folkeafstemning, har skabt mulighed for, at Putin kan blive ved magten frem til 2036.

    Der ventes ikke nogen afgørelse ved fredagens retsmøde.

    En nær allieret til Navalnyj har sagt, at der bliver skruet ned for de store demonstrationer, der den seneste tid har præget Rusland.

    Over 10.000 er blevet anholdt under protesterne til støtte for oppositionen i Rusland ifølge organisationer, der overvåger udviklingen. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

    Derfor vil det være for voldsomt for oppositionen at forsøge at fastholde hyppigheden af demonstrationerne.

    Det forklarer Leonid Volkov, Navalnyjs chefstrateg, ifølge Reuters.

    – Vi vil afholde store demonstrationer, men ikke hver uge. Vi vil begynde i foråret og sommeren, siger Volkov, der befinder sig uden for Rusland, i en video delt på sociale medier.

    /ritzau/AFP