EU’s udenrigschef i Rusland: Forhold til Rusland er på lavpunkt

    Relationen mellem EU og Rusland har været dårlig i årevis. Men den har nået et nyt lavpunkt, mener EU’s udenrigschef, Josep Borrell. Han besøger fredag den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, i Moskva.

    En væsentlig årsag til det dårlige forhold er Ruslands behandling af Putin-kritikeren Aleksej Navalnyj, som blev forgiftet sidste sommer, og som blev fængslet straks efter sin ankomst til Rusland i januar.

    – Navalnyj-sagen er et lavpunkt, siger Borrell før mødet ifølge nyhedsbureauet AFP.

    Fredag formiddag holder Lavrov og Borrell et fælles pressemøde.

    EU-landenes udenrigsministre diskuterede forholdet til Rusland på et møde 25. januar i Bruxelles.

    Her talte de om, at udenrigschefen skulle rejse til Moskva for blandt andet at fremlægge EU’s synspunkt om Navalnyj og om den fortsatte konflikt i Ukraine.

    Landene fordømte Ruslands hårde kurs og politiets brutalitet over for demonstranter i januar.

    Flere tusinde russere blev meldt anholdt i forlængelse af Navalnyjs hjemkomst efter et langt sygeophold i Tyskland.

    – EU-landene fordømmer masseanholdelserne og politiets brutalitet i weekenden. Vi appellerer til Rusland om at løslade Navalnyj og de andre anholdte, sagde Borrell efter mødet 25. januar.

    Nogle EU-lande talte for strammere sanktioner på EU-mødet. Men der blev ifølge Borrell ikke fremlagt konkrete forslag til nye sanktioner.

    Den 44-årige Navalnyj er præsident Vladimir Putins mest kendte kritiker og modstander. Han blev sidste sommer forgiftet med et kemisk våben under en rejse i Rusland.

    /ritzau/