Kort efter midnat fredag blev en 19-årig mand såret af knivstik i Vejen.
To mænd på 17 og 18 år blev efterfølgende anholdt af politiet.
De bliver stillet for en dommer fredag i et grundlovsforhør ved Retten i Esbjerg.
Det fortæller vagtchef Søren Strægaard fra Syd- og Sønderjyllands Politi.
Offeret blev ramt i låret og armen, men er fredag formiddag udskrevet fra sygehuset.
Politiet modtog anmeldelsen om knivstikkeriet klokken 00.17. Overfaldet fandt sted på Fr. d. 7’s Gade i Vejen.
Motivet for hændelsen kan politiet endnu ikke oplyse om.
/ritzau/











