Coronanedlukning koster Carlsberg salg og indtjening

    Under coronapandemien har barer og restauranter rundt i verden været nødt til at holde lukket.

    Det har haft stor indvirkning på Carlsbergs salg af øl og andre drikkevarer, der er faldet. Det viser regnskabet for 2020 fra det danske bryggeri.

    Omsætningen er samlet faldet med 11 procent til 58,5 milliarder kroner. Det er den laveste omsætning i flere år for bryggerigiganten.

    Bag den lavere omsætning ligger en tilbagegang på alle Carlsbergs geografiske markeder. De består af Vesteuropa, Asien og Østeuropa.

    Vesteuropa er det absolut største marked, og her er omsætningen alene faldet med 13 procent til 31,5 milliarder kroner.

    I Asien og Østeuropa er omsætningen faldet med henholdsvis otte procent og og ti procent.

    – Coronapandemien har påvirket liv verden rundt og var en betydelig udfordring for Carlsberg i 2020, siger bryggeriets topchef, Cees ‘t Hart, i en kommentar til regnskabet.

    Sidste års faldende omsætning har medvirket til, at Carlsberg har tjent færre penge.

    Sidste år har selskabet tjent ni milliarder kroner før skat. Det er et fald på 12 procent i forhold til året før.

    /ritzau/