Selskab bag valgteknologi sagsøger Fox News for milliarder

    Selskabet Smartmatic, som leverede teknologi til afviklingen af det amerikanske valg i november, sagsøger tv-stationen Fox News.

    Også tidligere præsident Donald Trumps advokat Rudy Giuliani er inkluderet i søgsmålet, som er blevet anlagt, da Smartmatic mener, at selskabet fejlagtigt er blevet hængt ud for at bidrage til valgsvindel.

    Søgsmålet lyder på i alt 2,7 milliarder dollar svarende til knap 17 milliarder danske kroner.

    – Jorden er rund, skriver Smartmatic i søgsmålet torsdag.

    – To plus to er lig med fire. Joe Biden og Kamala Harris vandt valget i 2020 om at blive præsident og vicepræsident i USA. Valget blev ikke stjålet eller manipuleret. Det er fakta. Det er påviseligt og uomtvisteligt.

    Ifølge selskabet bragte Fox News i alt 13 journalistiske indslag, som enten påstod eller antydede, at Smartmatic havde været med til at stjæle valget fra Trump i seks delstater, hvor der var uenighed om resultatet.

    – De vidste, at valget ikke var manipuleret, står der i søgsmålet.

    Alligevel “besluttede de sig for at fortælle, at valget var stjålet” og at “gøre Smartmatic til skurken i deres historie”, skriver selskabet.

    /ritzau/AFP