Liverpool får ikke lov til at rejse til Leipzig til CL-kamp

    Den tyske bundesligaklub RB Leizpig skal finde et nyt sted at spille sin kommende Champions League-kamp mod de engelske mestre fra Liverpool.

    Det står klart, efter at Liverpool har fået afslag på at rejse ind i Tyskland.

    En unavngiven talsmand fra Tysklands indenrigsministerium bekræfter torsdag over for det tyske nyhedsbureau dpa, at Liverpool ikke får lov til at rejse ind i landet på grund af coronarestriktioner.

    Kampen står til at skulle spilles 16. februar.

    De skærpede tyske restriktioner trådte i kraft fredag i sidste uge.

    – Der er kun meget få undtagelser for restriktionerne, og der er ingen særlige regler for professionelle sportsudøvere, siger talsmanden.

    – Landets politi har informeret RB Leipzig om, at den situation, som klubben har beskrevet, ikke giver anledning til undtagelser, lyder det.

    Tysklands restriktioner betyder, at landet har lukket for flyrejsende fra lande, hvor nye varianter af coronavirusset spreder sig – herunder Storbritannien.

    Kun hvis man er tysk statsborger eller er udlænding bosiddende i Tyskland, kan man få lov til at rejse inde i landet.

    Det Europæiske Fodboldforbunds (Uefa) regler siger, at det nu er op til Leipzig at finde et nyt sted at spille kampen.

    En mulighed er at spille kampen på en neutral bane. Det er også muligt at rykke kampen til Liverpool og i stedet spille returkampen 10. marts i Leipzig.

    Hvis Leipzig ikke kan finde en løsning, kan det ende med, at holdet bliver taberdømt, og Liverpool vinder kampen 3-0.

    RB Leipzig råder blandt andre over den danske landsholdsspiller Yussuf Poulsen.

    /ritzau/