Tysk minister: Russisk vaccine kan produceres i Europa

    Tyskland er parat til at hjælpe Rusland med at skaffe produktionskapacitet i Europa til at fremstille covid-19-vaccinen Sputnik V.

    Det siger den tyske sundhedsminister, Jens Spahn, ifølge nyhedsbureauet dpa.

    Ifølge et studie gengivet i det medicinske tidsskrift The Lancet tirsdag har den russisk-udviklede vaccine en effektivitet på højde med de mest effektive vacciner, som indtil videre har opnået godkendelse i EU og USA.

    Rusland oplyste onsdag, at det arbejder på også at starte en produktion af Sputnik V i andre lande.

    – Der er planer om at etablere produktion i udlandet i den nærmeste fremtid. Det vil kunne være med til at imødegå efterspørgslen fra flere og flere lande, sagde den russiske regerings talsmand, Dmitrij Peskov, onsdag.

    Og det er Tyskland parat til at bistå russerne med.

    – Vi kan muligvis give støtte til produktion af en vaccine, som endnu ikke er godkendt, eller som ikke kommer til at blive godkendt i Europa, siger sundhedsminister Jens Spahn.

    En betingelse for at yde støtte er, at vaccinen viser sig at være effektiv og sikker – altså uden risiko for alvorlige bivirkninger.

    – Det er op til den myndighed, som godkender den slags vacciner, at afgøre, om det er tilfældet med Sputnik V, siger den tyske minister.

    Tilsyneladende har Rusland allerede udset sig en mulig partner inden for EU.

    En talsmand for det tyske sundhedsministerium siger til nyhedsbureauet AFP, at Ruslands statsejede forskningsinstitut Gamaleya, der har udviklet Sputnik V, har henvendt sig til firmaet IDT Biologika om et muligt samarbejde.

    IDT, der hører hjemme i Dessau i det østlige Tyskland, afviser at kommentere oplysningen over for AFP.

    Den russiske regering har oplyst, at der i januar blev indsendt en ansøgning om godkendelse af Sputnik V til Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA).

    Indtil videre er Sputnik V godkendt i en række tidligere sovjetrepublikker samt i lande som Venezuela og Iran, der regnes blandt Ruslands allierede. Også Sydkorea, Algeriet, Tunesien og Pakistan har blåstemplet vaccinen.

    /ritzau/