Amerikanerne bør droppe de sædvanlige fester og sammenkomster i forbindelse med søndagens finalekamp i NFL, Super Bowl, fordi coronavirusset kan blive en uvelkommen gæst, når mange personer er samlet.
Det siger Anthony Fauci, der er ekspert i smitsomme sygdomme og den øverste medicinske covid-19-rådgiver for USA’s præsident, Joe Biden.
Den årlige Super Bowl er for millioner af amerikanere en festdag, hvor mange samles i adskillige timer for at se kampen.
– Uanset hvor sjovt det er at samles til en stor Super Bowl-fest, så er tiden ikke inde til at gøre det, siger Fauci i tv-programmet NBC Today.
Omkring 450.000 mennesker i USA er døde som følge af coronavirusset. I 2020 begyndte de første større restriktioner og nedlukninger cirka seks uger efter årets Super Bowl.
Dette års finale i verdens bedste liga for amerikansk fodbold står mellem Tampa Bay Buccaneers og det forsvarende mesterhold fra Kansas City Chiefs. Kampen spilles på Buccaneers’ hjemmebane i Tampa i Florida.
– Super Bowl er en stor ting i USA. Nyd kampen og se den i fjernsynet, men gør det sammen med din nærmeste familie eller personer fra din husstand, siger Fauci.
– Hver gang, vi har noget som dette, er der altid en stigning (i antallet af smittetilfælde, red.), om det så er ferier, julen, nytår eller Thanksgiving, siger han.
Omkring 25.000 tilskuere vil få lov til at komme ind på stadion til søndagens finale. Blandt disse er 7500 vaccinerede personer, som alle er ansat i sundhedsvæsnet.
Anthony Fauci mener, at det er helt i orden at lukke så mange folk ind til kampen.
– Jeg tror, at de forsøger at holde folk på afstand af hinanden på tribunerne, og der skal bæres mundbind, siger han.
/ritzau/AFP











