Southampton melder racisme mod udvist spiller til politiet

    Southamptons unge midtbanespiller Alexandre Jankewitz, der blev udvist efter få minutter af tirsdagens Premier League-kamp mod Manchester United, har været udsat for racisme på sociale medier.

    Det oplyser den sydengelske klub, som derfor har kontaktet politiet.

    De anmeldte racistiske skældsord mod den 19-årige schweizer, som er sort, kommer i kølvandet på, at Southampton tabte 0-9 til Manchester United tirsdag aften.

    Alexandre Jankewitz fik et direkte rødt kort efter blot 79 sekunder, da han stemplede Uniteds Scott McTominay.

    – Overgreb af hvilken som helst slags vil aldrig blive tolereret i Southampton, oplyser klubben i en erklæring onsdag ifølge nyhedsbureauet dpa.

    – Vores klub er stolt af at være inkluderende, og tilhængere, der nedværdiger sig til sådan et afskyeligt og forældet niveau, er ikke velkomne som Southampton-tilhængere eller andre steder i fodboldverdenen.

    Southampton oplyser videre, at klubben videregiver alle krænkende beskeder til Hampshire Politi.

    – Klubben håber, at politiet er i stand til at fjerne disse personer fra vores fodboldsamfund permanent, skriver Southampton ifølge dpa.

    Tirsdag var første gang, at 19-årige Alexandre Jankewitz fik lov til at starte inde for Southampton i Premier League.

    Men efter udvisningen hang resten af kampen i skyggen af det røde kort, og Manchester United kunne juble over en 9-0-sejr på Old Trafford.

    – Han straffede gutterne på banen. De var hjælpeløse, efter at han blev sendt ud, sagde Southamptons østrigske manager, Ralph Hasenhüttl, efter kampen ifølge nyhedsbureauet AFP.

    Så sent som i oktober 2019 tabte Southampton ligeledes 0-9. Det var på hjemmebane mod Leicester.

    Southampton står dermed noteret for to af de tre største nederlag i Premier Leagues historie. I 1995 slog Manchester United Ipswich 9-0.

    /ritzau/