Venstre vil løfte unges trivsel under corona med halv milliard

    Som følge af nedlukningen har flere danske børn og unge lidt under mistrivsel og eksempelvis oplevet en større grad af ensomhed.

    Det får nu Venstre til at foreslå et trivselsudspil med en række initiativer, som skal komme børn og unge i Danmark til gavn. Det skriver Berlingske.

    Venstre foreslår i sit udspil at bruge en halv milliard kroner fra den krigskasse, som et politisk flertal har afsat i forbindelse med finansloven. Krigskassen er på i alt godt ni milliarder kroner.

    Initiativerne i Venstres udspil er møntet på de børn og unge, der har oplevet at være isoleret og hjemsendt fra skole og ungdomsuddannelser. Det er sket som følge af nedlukningen af Danmark.

    – Vi er meget bekymrede for, at nogen af dem, der betaler en rigtig høj pris for coronakrisen, er vores unge mennesker. Det gælder mentalt, dannelsesmæssigt og i forhold til social trivsel.

    – Så kommer den faglige dimension, som vi også er bekymret for, men det kan man samle op på, siger Ellen Trane Nørby, Venstres børne-, undervisnings- og ungdomsuddannelsesordfører, til Berlingske.

    Nogle af de initiativer, som Venstre vil finde penge til, er blandt andet en ekstra indsats med psykologiske samtaleforløb og akuthjælpstilbud til børn og unge.

    Der er også ønske om at bruge penge på et fagligt løft i skoleundervisningen, i takt med at skolerne åbner igen.

    Fra regeringen ser børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) flere positive elementer i Venstres udspil.

    – Mange børn har haft det urimelig hårdt i coronatiden, og vi skal gøre alt, hvad vi overhovedet kan for, at mistrivslen ikke slår rod.

    – Mange af Venstres forslag er rigtig gode, og jeg arbejder på, at vi hurtigst muligt kan finde en løsning sammen til gavn for vores børn og unge, siger hun i en skriftlig kommentar til Berlingske.

    /ritzau/