Canada har onsdag erklæret den amerikanske organisation Proud Boys for en terrorgruppe.
Det oplyser den canadiske minister for offentlig sikkerhed, Bill Blair, ifølge avisen Washington Post.
Medlemmer af Proud Boys spillede ifølge Canada en vigtig rolle i det voldelige angreb mod USA’s Kongres i Washington D.C. den 6. januar.
Højtstående kilder i Canadas regering siger til Washington Post, at de har holdt øje med den højreradikale gruppe “i et stykke tid”.
Oprøret ved den amerikanske kongresbygning for en måned siden var ikke den faktor, der gjorde, at gruppen nu er endt på Canadas terrorliste, siger de.
Men urolighederne i Washington D.C. 6. januar resulterede i en “masse information, der kom ud i offentligheden” og blev tilføjet til de efterretningsrapporter, der ligger til grund for beslutningen, siger kilderne.
Proud Boys har deltaget i flere demonstrationer, hvor de har støttet USA’s tidligere præsident, Donald Trump, og hans grundløse anklager om, at der var snydt massivt ved det præsidentvalg i november, hvor han tabte til Joe Biden.
For to uger siden skrev The Wall Street Journal, at Proud Boys tilsyneladende blev opildnet af Trump forud for angrebet på kongresbygningen den 6. januar.
Avisen havde fået indblik i beskeder, der blev sendt mellem gruppens tilhængere på diverse sociale platforme i ugerne og dagene op til angrebet.
Beskederne viser ifølge avisen, hvordan gruppen gentagne gange har henvist til udtalelser fra Trump i et forsøg at mobilisere folk til det, der udviklede sig til et voldeligt stormløb mod Kongressen.
Trump sendte beskeder ud på Twitter, hvor han bad sine tilhængere komme til en march i Washington D.C. den 6. januar. “Det bliver vildt,” skrev præsidenten.
Det tog gruppen øjensynligt som en direkte invitation til dens medlemmer, viser deres beskeder ifølge Wall Street Journal.
Inden valget i november deltog Trump i en debat mod Joe Biden, hvor han blev bedt om at tage afstand fra grupper som Proud Boys.
Den daværende præsident kiggede ind i kameraet og sagde “Proud Boys, stand back and stand by (træk jer tilbage og hold jer klar, red.)”. Et udsagn, som gruppen hurtigt fik trykt på T-shirts.
At Canada nu har stemplet gruppen som en terrororganisation betyder blandt andet, at medlemmer af Proud Boys kan få deres ejendom beslaglagt af canadisk politi og banker. De kan også blive nægtet indrejse i Canada.
I forvejen er blandt andet islamistiske bevægelser som al-Qaeda, al-Shabaab og Islamisk Stat opført på den canadiske terrorliste.
/ritzau/











