I denne uge begynder man at vaccinere ældre over 85 år, der bor i eget hjem.
Det er dermed den tredje gruppe i befolkningen, hvor man starter vaccinationer. Det oplyser Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.
Danmark får blandt andet 9000 vacciner fra Moderna i denne uge.
– Jeg er virkelig glad for, at vi nu kan komme videre med at vaccinere de allerældste over hele landet.
– Knap halvdelen af de ældre på 90 år eller ældre er allerede blevet vaccineret første gang, men det er kun hver ottende af de ældre mellem 80 og 89 år, siger Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm.
Han oplyser, at vaccinerne fra Moderna skal være med til at sikre de mest sårbare.
– Vores prioritering ligger fast: Vi skal beskytte de mest sårbare, og det er først og fremmest vores ældre medborgere, siger Søren Brostrøm.
De første vacciner til de ældre over 85 år – også kendt som målgruppe 3 – kommer tirsdag og bliver sendt direkte til Region Nordjylland, som vil kunne vaccinere cirka 2.500 personer, oplyser Sundhedsstyrelsen.
Den anden sending, som er noget større, forventer vi kommer torsdag, og den vil blive fordelt til de øvrige fire regioner, der kan vaccinere cirka 6.500 personer i alt.
Der kommer også knap 54.000 doser fra Pfizer/BioNTech i denne uge, men de skal bruges til at give andet stik til personer, der allerede har påbegyndt vaccination.
/ritzau/











