En 51-årig mand erkender i et grundlovsforhør onsdag, at han har dræbt sin tidligere samlever i Malling.
Det skriver Ekstra Bladet.
Ved retsmødet er sigtelsen læst op. Her fremgår det, at manden kvalte den 43-årige kvinde, parterede liget med en sav og gemte ligdele i huset, mens andre dele blev gravet ned i haven.
Dørene ved grundlovsforhøret er dog blevet lukket, og derfor bliver det ikke muligt at høre, hvad manden nærmere forklarer. Ved retsmødet skal dommeren afgøre, om den 51-årige skal varetægtsfængsles.
Kvinden blev sidst set torsdag aften, og tirsdag morgen meldte den 51-årige mand hende savnet. Allerede tirsdag morgen blev manden også anholdt.
Tirsdag aften og natten til onsdag fokuserede politiet sin søgen efter kvinden mod hendes hus i Vejlgårdsparken i Malling. Her fandt politiet flere ligdele, som var forsøgt skjult.
Politiet mener, at det er den 43-årige kvindes ligdele, men retsmedicinske undersøgelser skal slå det endeligt fast.
Politiinspektør Michael Kjeldgaard fortalte inden grundlovsforhøret, at det var nogle omstændigheder omkring mandens anmeldelse af kvindens forsvinden, som gjorde, at politiet tidligt skred til anholdelse.
Michael Kjeldgaard afviser dog at svare på, hvad et eventuelt motiv kan være.
– Vi har flere teser i forhold til, hvad motivet kan være. Det er for tidligt at sige noget om motivet, siger han.
Politiet kan endnu ikke sige, hvornår kvinden er død.
– Det er noget af det, som efterforskningen skal klarlægge, siger Michael Kjeldgaard.
Politiet oplyste i efterlysningen af kvinden tirsdag, at hendes arbejdsgiver lørdag fik en sms fra hendes telefon, hvor hun meldte sig syg. Michael Kjeldgaard kan ikke fortælle, om kvinden selv har sendt sms’en.
– Der er gang i en ret stor efterforskning i sagen, og jeg kan ikke komme ind i detaljer. Men det indgår selvfølgelig som del af den samlede efterforskning med at få opklaret sagen, siger politiinspektøren.
/ritzau/











