Vred nyskilt mand smadrer ruder hos advokat og politi


    Da en 63-årig mand blev skilt fra sin kone, blæste konens advokat sagen op.

    Det mente manden i hvert fald.

    Natten til torsdag tog han sin hævn og smadrede ruder med et koben på advokatkontoret, politistationen og Retten i Hjørring, inden han tog hjem til advokaten og malede fortovet foran boligen sort.

    Hærværk og trusler har resulteret i en dom på tre måneders betinget fængsel ved Retten i Hjørring, fortæller senioranklager Peter Rask.

    – Han tilstod det hele og sagde, at det var, fordi han var blevet vred. Nu skulle han nok lade være med at gøre mere, siger senioranklageren.

    Manden havde i først omgang klaget til Advokatrådet over advokaten. Men rådet svarede ikke hurtigt nok. Derfor sendte han en truende mail i efteråret. Desuden truede han konens advokat per mail.

    – Men der skete stadig ikke noget. Han bor i Thailand, og for nogle dage siden tog han flyet til Kastrup, fortæller Peter Rask.

    I København lejede manden en bil, og inden turen gik til Hjørring, tog han forbi Finansministeriet og konsulentfirmaet McKinsey.

    Han har tidligere arbejdet i Skat, men blev afskediget i en fyringsrunde. Derfor kastede han ølflasker efter Finansministeriet og McKinsey, som han mente var medansvarlig for fyringen.

    Da manden havde en returbillet til Bangkok til lørdag, valgte dommeren at gøre dommen betinget.

    /ritzau/