Svenskere oplever nordisk chikane og savner mere samarbejde

    Næsten halvdelen af svenskerne mener, at det nordiske samarbejde er blevet beskadiget af pandemien. Samtidig ønsker 82 procent et øget samarbejde mellem landene.

    Det viser en undersøgelse foretaget af Foreningen Norden ifølge nyhedsbureauet TT.

    – Det er et klart signal om, at politikere på både nationalt og lokalt niveau bør arbejde hårdere for at opdatere det nordiske samarbejde i en foranderlig tid, siger foreningens generalsekretær Josefin Carlring ifølge TT.

    – Vi er gået ud fra, at samarbejdet har fungeret, og at vi ønsker de samme ting. Men vi er havnet i en situation, hvor vi har taget hinanden for givet, tilføjer hun.

    Foreningen Norden er en folkelig forening, der arbejder for øget samarbejde på kryds og tværs af nordiske landegrænser.

    Det er en svær øvelse i en tid, hvor grænser er lukket, pendling mellem de nordiske lande er på et minimum, og de forskellige regeringers coronahåndtering er vidt forskellig.

    Særligt Sverige har til tider fået på puklen for landets forsøg på at opnå flokimmunitet.

    Derfor er det også interessant, at 18 procent af svenskerne i undersøgelsen ifølge TT svarer, at de har oplevet chikane eller at blive behandlet dårligt af folk fra andre nordiske lande.

    Tallet er 29 procent for svenskere med en direkte forbindelse til et andet nordisk land i form af familie eller arbejde.

    Josefin Carlring frygter, at det kan få konsekvenser for samarbejdet i Norden.

    – Vi må ikke ende i en situation, hvor du ikke ønsker at ansætte en person fra den anden side af grænsen, siger hun.

    Hun efterlyser, at organisationer som Nordisk Ministerråd for eksempel får et mere formelt mandat til at tage fælles beslutninger i krisetider.

    – Det er meget vigtigt, så vi er ordentligt rustet til at møde fremtiden sammen, siger hun.

    /ritzau/