Politi gætter på fartoverskridelse i retssag om gaderæs

    Mellem 200 og 300 personer var stimlet sammen i et industrikvarter i Hvidovre lidt før midnat en fredag i begyndelsen af september.

    En 22-årig mand stod ved den tosporede vej med hævede arme og i det sekund, han sænkede dem, gassede de skramlede biler op i par for at ræse om kap hen ad den 200 meter lange strækning.

    Mandens forsvarer, Thomas Fogt, siger i Retten i Glostrup tirsdag, at det bør koste hans klient en bøde. 2500 kroner, foreslår han.

    – Han er den, der sørger for, at det kun er almindeligt væddeløb. Han gør sin del til, at tingene denne her aften blev afviklet på en ordentlig og god måde. Uden ham som tandhjul ville det være kaos, siger han.

    Det er ulovligt at køre ræs på offentlig vej, og det kan koste en fængselsstraf at være fører af et køretøj, der drøner afsted med en hastighed langt over det tilladte.

    Denne sag er opsigtsvækkende, fordi det er første gang nogensinde, at anklagemyndigheden har rejst tiltale om hensynsløs kapkørsel – ikke mod førerne, men mod tre påståede hjælpere.

    Den 22-årige er den ene. Derudover mener specialanklager Charlotte Møgelhøj, at en 24-årig og en 27-årig mand havde fået roller som “spottere” den pågældende fredag.

    De skulle med andre ord stå ved en rundkørsel i nærheden, så de kunne nå at varsle de andre, hvis politiet meldte sin ankomst.

    To garvede betjente fra Københavns Vestegens Politis færdselsafdeling var dog allerede på stedet, hvor de filmede nogle af løbene.

    De videoer og betjentenes oplevelse af, hvor hurtigt der blev kørt, er det eneste til at vise, hvor hurtigt der blev kørt.

    Det var nemlig ikke muligt at foretage en måling undervejs, uden at alle til stede blev opmærksomme på, at politiet var iblandt dem, fortæller en politiassistent i retten.

    Men den ene politiassistent har foretaget en måling ved et lignende arrangement, hvor farten blev målt til 140 kilometer i timen.

    Gruppen Striben arrangerer ifølge politikredsen flere ulovlige gaderæs, og her er hastigheden typisk væsentligt over det tilladte.

    – Som oftest er det over 100 procent af det tilladte på stedet, siger politiassistenten.

    Men ingen af de to forsvarere mener, at den bevisførelse holder til en domfældelse.

    – Der er tale om en sag uden konkrete hastighedsmålinger fra det her sted. Vi har alene nogle vurderinger fra betjenten, og vi kan alle gisne på baggrund af videoer, men konkret så ved vi det ikke, siger Christina Gede, der er forsvarer for den 27-årige.

    Hun – og advokat Thomas Fogt, der er forsvarer for de to øvrige tiltalte – mener, at de to, der er tiltalt som spottere, skal frifindes. Bliver de dømt, bør det maksimalt være en bødestraf, argumenterer de.

    – Og selv der mener jeg, at vi har et monsterproblem, siger Christina Gede.

    Bødeniveauet bliver normalt udregnet ud fra, hvor stor en hastighedsoverskridelse der er tale om. Men det er der ikke klare beviser på.

    – Vi står lidt i en situation, hvor domsmandsretten selv skal ind og opfinde bøder, siger forsvareren.

    Specialanklager Charlotte Møgelhøj mener, at tre mænd i 20’erne skal idømmes 30 dages fængsel, hvis de kendes skyldige i at hjulpet til ved et gaderæs.

    Hun foreslår, at det gøres betinget, så de slipper for at fuldbyrde straffen, hvis de i stedet udfører 40 timers samfundstjeneste.

    Der afsiges dom i sagen den 16. februar klokken 13.

    /ritzau/