Flere FBI-agenter er blevet skudt i forbindelse med en anholdelse i byen Sunrise i Florida tirsdag morgen lokal tid.
Det oplyser politikilder ifølge tv-stationen NBC News.
En politikilde siger til avisen Miami Herald, at mindst én FBI-agent og muligvis to er dræbt ved skyderiet. En anden politikilde oplyser, at mindst fem er skudt, hvoraf to er alvorligt såret.
Den mand, der skulle anholdes, barrikaderede sig i sit hjem og skød efter politifolkene, siger en kilde til Miami Herald. Han menes at have taget sit eget liv efterfølgende, siger kilden.
Oplysningerne er ikke bekræftet officielt af politiet i byen.
Den person, der skulle anholdes, er efterlyst for at have begået vold mod børn, meddeler NBC News’ kilder.
Politiet i Sunrise oplyser til Miami Herald, at der er tale om en mand, der er mistænkt for at være i besiddelse af børneporno.
/ritzau/











