Covid-19-følgegruppe mødes mandag eftermiddag om skolerne

    Covid-19-følgegruppen i Folketinget holder møde mandag klokken 16.30. Det bekræfter flere sundhedsordførere fra Folketingets partier over for Ekstra Bladet.

    Ritzau har også fået bekræftet, at mødet finder sted, og det samme gør gruppeformand Mai Mercado (K).

    – Møde i covid følgegruppen på skoleområdet her 16.30. Krydser fingre for, at de små må komme i skole snarest og har et spinkelt håb om, at efterskolerne også er med, skriver hun på Twitter.

    Sundhedsordførerne regner ifølge Ekstra Bladet med, at der kommer en afklaring på, om de yngste børn i folkeskolen skal tilbage i skole.

    Et pressemøde i Sundhedsministeriet ventes mandag aften, beretter mediet.

    Statsminister Mette Frederiksen (S) åbnede i sidste uge for, at det kunne blive aktuelt at sende de yngste elever tilbage i skolen.

    Det gjorde hun, da hun forlængede coronarestriktionerne for blandt andet folkeskolen til og med 28. februar.

    Ved den lejlighed sagde statsministeren, at der ville komme en udmelding i begyndelsen af denne uge om, hvorvidt det kan lade sig gøre at sende de yngste elever tilbage i skole.

    Alle børn i folkeskolen har været hjemsendt siden jul og modtager fjernundervisning.

    Den seneste tids faldende coronasmittetal har dog fået regeringen til at overveje, om de yngste børn i 0.-4.-klasse skal tilbage i skole.

    Det sker også efter beretninger om mistrivsel blandt en del børn.

    Folkeskoleeleverne har været hjemsendt i flere omgange, siden Mette Frederiksen 11. marts sidste år annoncerede en stor nedlukning af det danske samfund.

    Det skete for at forhindre spredning af coronavirus, som på det tidspunkt var kommet til Danmark efter at have haft sit udgangspunkt i Kina.

    I takt med at coronasmittetallene faldt i løbet af foråret sidste år, kom eleverne tilbage til skolerne.

    Senere blev de imidlertid atter hjemsendt, da smittetallene steg igen.

    Samtidig har forskellige mutationer af coronavirus gjort smittesituationen usikker.

    /ritzau/