Han var kommet for at slå hende ihjel.
Det fortalte en 73-årig mand gentagne gange sin 63-årige kone, da han den 18. februar sidste år overfaldt hende med en hammer, efter at hun havde fortalt ham, at hun ville skilles.
Det fandt dommeren og nævningene bevist, oplyser Retten i Esbjerg efter mandagens retsmøde i den vestjyske by.
Manden er blevet idømt seks års ubetinget fængsel, men har allerede valgt at anke sagen til frifindelse i landsretten.
Han skal desuden betale 20.000 kroner i tortgodtgørelse til kvinden.
Den 73-årige var den 18. februar om aftenen taget fra parrets bolig på Frederiksberg til Fanø.
Fra øens største by, Nordby, drog han videre til fods, inden han i byen Sønderho fandt sin kone i et sommerhus og tildelte hende de mange hammerslag.
/ritzau/











