Pfizer/BioNTech vil levere op til 75 millioner doser til EU

    Pfizer/BioNTech har mandag meddelt, at selskabet vil levere op til 75 millioner flere vaccinedoser til EU i andet kvartal. Det skriver AFP.

    – Pfizer/BioNTech fortsætter med at arbejde for øgede leveringer af vacciner fra ugen, der begynder 15. februar. Vi vil sikre, at vi kan levere den fulde mængde doser, som vi kontraktmæssigt er forpligtet til i første kvartal og yderligere 75 millioner doser til EU i andet kvartal.

    Sierk Poetting, der er medlem af BioNTechs ledelse, siger i erklæringen, at selskaberne vil øge den planlagte produktion af 1,3 milliarder vaccinedoser med over 50 procent.

    – Vi planlægger at producere to milliarder doser af vaccinen i alt i år, siger Poetting.

    Erklæringen fra Pfizer/BioNTech kommer få timer forud for en national konference med vaccineproducenterne, som den tyske forbundskansler, Angela Merkel, har indkaldt til på grund af tiltagende vrede over problemfyldte vaccinationskampagner.

    Vaccinen fra Pfizer/BioNTech har vist en effektivitet omkring 95 procent.

    /ritzau/Reuters