Aarhus Universitetshospital skruer ned for antallet af coronasengepladser.
Det fortæller Lars Østergaard, ledende overlæge på infektionsmedicinsk afdeling.
– Vi går ned i antallet af sengepladser, fordi vi ser færre nye indlagte per dag, og det samlede antal indlagte er faldet, siger han.
Det betyder, at der nu er 26 sengepladser til coronapatienter. Der har tidligere været 40.
Søndag var der 534 indlagte coronapatienter på landets hospitaler. Det er det laveste antal siden 17. december.
Antallet af indlagte nåede sin hidtidige top 4. januar. Her lå der 964 coronapatienter på landets hospitaler.
Antallet af nye smittede er de seneste par uger faldet markant. En mere smitsom coronavariant – B117 – er dog på fremmarch.
Den udgør gradvist en større andel af de nye smittede og ventes at være dominerende i midten af februar.
Spørgsmål: Er det ikke godt at være forberedt ved at have sengepladser klar?
– Jo, det er godt at være forberedt, og det er vi også. For det er ikke sådan, at vi ikke kan lukke dem op igen, siger Lars Østergaard.
/ritzau/











