Flere mennesker frygtes dræbt eller såret, efter at militante søndag har angrebet et hotel i Somalias hovedstad, Mogadishu.
Først eksploderede en formodet selvmordsbilbombe på gaden foran hotel Afrik. Derefter fulgte skyderi mellem de militante og hotellets sikkerhedsvagter.
Hotellet anvendes ofte til møder mellem blandt andet Somalias politikere.
– En bil i høj fart eksploderede nær hotellet og checkpointet. Eksplosionen rystede os, og derpå fulgte en kraftig beskydning, fortæller Ali Abdulahi, der har en forretning i nærheden af det hotel, der er under angreb.
Ifølge politi og sikkerhedsvagter er flere mennesker såret eller dræbt, men det har endnu ikke været muligt at finde ud af, hvor mange ofre der er tale om.
– Eksplosionen fik hotellet til at ryste, da vi sad indenfor og talte sammen. Vi gik i panik og var meget forvirrede, fortæller et øjenvidne, Ahmed Nur.
Han formåede at slippe væk fra stedet ved at kravle ned ad en stige langs hotellets ydermur.
– Jeg hoppede ned og løb. Jeg ved ikke, hvordan situationen er, jeg var bange. Jeg hørte lyden af skud og så mørk røg, fortæller han.
Sikkerhedsstyrker er massivt til stede i området, hvor biler passerer forbi på vej til lufthavnen og bliver kontrolleret ved et checkpoint.
En talsmand for politiet siger, at mange mennesker er evakueret fra hotellet.
– Der må være dræbte, for de militante indledte angrebet med en selvmordsbilbombe mod muren, siger talsmanden, Sadik Ali.
– Operationen er stadig i gang, vi har først overblik over antal dræbte og sårede senere.
Den islamistiske bevægelse al-Shabaab har i en meddelelse taget skylden for angrebet. Det har den oplyst via sin egen radiostation.
Al-Shabaab har bånd til netværket al-Qaeda. Den har mange gange tidligere stået bag bombeangreb i sin kamp mod Somalias regering.
/ritzau/Reuters











