Politiet anholder 261 Navalnyj-støtter efter demonstration

    Russisk politi har anholdt 261 personer efter landsdækkende demonstrationer mod fængslingen af den russiske oppositionsleder Aleksej Navalnyj.

    Det oplyser den uafhængige observatør OVD-Info ifølge nyhedsbureauet Reuters.

    Navalnyj blev for omkring to uger siden anholdt i Rusland.

    Hans støtter planlægger at samles igen søndag i Moskva. De går på gaden i området nær det russiske regeringskompleks, Kreml, og den russiske sikkerhedstjeneste FSB’s hovedkvarter.

    Navalnyj anklager FSB for at have forsøgt at dræbe ham med gift i august sidste år.

    Myndighederne har øget presset på oppositionen med anholdelser. Demonstranter har dog varslet nye protester i hele landet forud for oppositionslederens retssag. Den er sat til at begynde 2. februar.

    /ritzau/