Da der natten til 28. august blev stukket ild til en lagerbygning i Ikast, var det kulminationen på flere måneders grov afpresning udført af fem personer med tilknytning til den forbudte bande Loyal To Familia (LTF).
Det mener politiet ifølge Ekstra Bladet.
De fem personer, hvoraf to vurderes at være fuldgyldige medlemmer af LTF, skulle have afpresset en familiefar – ejeren af lagerbygningen i Ikast – for intet mindre end 339.000 kroner og truet både ham og hans familie.
De fem nægter sig skyldige.
I sigtelsen fremgår det ifølge Ekstra Bladet, at den grove afpresning skulle have stået på i fire måneder sidste år.
– Hvis ikke du betaler, vil det gå ud over dig selv og din familie, lød truslen blandt andet fra afpresserne, mens de ifølge sigtelsen lavede stikbevægelser ud i luften med en fiktiv kniv.
De sigtede skulle også have sigtet en pistol mod hovedet på familiefaren.
/ritzau/











