Fra på søndag lukker Frankrig sine grænser for rejsende fra lande uden for EU i et forsøg på at inddæmme spredning af covid-19.
Det oplyser premierminister Jean Castex fredag aften.
Til gengæld har regeringen besluttet ikke at beordre en nedlukning af samfundet, som det er sket to gange tidligere under pandemien.
– Det er vores pligt at gøre alt, hvad der står i vores magt, for at undgå en tredje nedlukning, siger Jean Castex ifølge Reuters.
Kun i særlige tilfælde vil der blive givet dispensation for den nye regel, tilføjer han.
Lukningen omfatter ikke de lastbiler, som kører mellem Frankrig og Storbritannien. Dermed kommer det franske tiltag ikke til at skabe forstyrrelser i handlen mellem de to lande.
Det skriver den britiske transportminister, Grant Shapps, i et tweet.
Som et andet tiltag meddeler Jean Castex, at alle større indkøbscentre i Frankrig vil blive lukket fra søndag. Fødevarebutikker er dog ikke omfattet.
Desuden bliver reglerne for hjemmearbejde skærpet, og politiet er beordret til at slå hårdt ned på eksempelvis hemmelige fester og restauranter, som ignorerer et forbud mod at holde åbent.
– Enkelte personers overtrædelser skal ikke have lov til at ødelægge alles indsats, siger Jean Castex.
Frankrig har i øjeblikket et udgangsforbud, som begynder klokken 18. Forbuddet gælder ikke personer, der skal på arbejde.
De kommende dages udvikling i smittetallene bliver afgørende for eventuelle nye restriktioner.
– Vi er bevidste om den alvorlige betydning (af en nedlukning, red.). Når vi i aften kigger på de seneste dages data, så mener vi, at stadig har en chance for at undgå det, siger han.
Den nye runde af stramninger kommer, efter at Frankrig har passeret 75.000 coronarelaterede dødsfald. Kun seks andre lande har haft flere dødsfald.
/ritzau/











