Fastfoodkæden Subway er i USA blevet sagsøgt for at sælge tunsandwich, der ikke indeholder tun.
Det skriver flere amerikanske medier, heriblandt The Washington Post.
Søgsmålet er indgivet ved en domstol i delstaten Californien.
Her fremgår det blandt andet, at hovedingrediensen i kædens tunsandwich er lavet af “alt andet en tun”.
Sagsøgerne hævder at have foretaget flere laboratorietest af tunsandwiches solgt fra flere restauranter i Californien.
– Tunen består af en mixtur af forskellige blandingsprodukter, der ikke er tun, men som er blevet blendet sammen af den sagsøgte for at få det til at ligne tun, hedder det i søgsmålet.
En advokat for en af sagsøgerne vil ikke afsløre, præcis hvilke ingredienser der blev fundet i testene. Advokaten understreger dog, at det var alt andet end tun.
– Vi fandt ud af, at ingredienserne ikke var tun og ikke fisk, skriver advokaten i en mail til The Washington Post.
En talsmand for Subway afviser anklagen. Tunen er ikke blot den ægte vare. Den er også fanget i den fri natur, lyder det fra selskabet.
Subway er blandt andet sagsøgt for svindel, bevidst fejlinformation og uretfærdig berigelse.
Sagsøgerne hævder, at de blev “snydt til at købe fødevarer, der manglede de ingredienser, de troede, de købte”.
Ifølge Subways varedeklaration indeholder kædens tunsandwich flaget tun i lage, mayonnaise og et stof, der “beskytter smagen”.
– Tun er en af vores mest populære sandwiches. Vores restauranter får ren tun, blander det med mayonnaise og serverer det på en frisklavet sandwich til vores kunder, siger Subways direktør for fødevaresikkerhed- og kvalitet i en erklæring til The Washington Post.
/ritzau/











