Johnson afviser ny folkeafstemning om skotsk løsrivelse

    Den britiske premierminister, Boris Johnson, har torsdag under et besøg i Skotland afvist kravet om en ny folkeafstemning om skotsk løsrivelse fra den britiske union.

    Han opfordrer i stedet til, at det samlede Storbritannien vier kræfterne til at bekæmpe coronapandemien.

    Det gjorde han under et besøg på en vaccinefabrik i Livingston uden for Edinburgh.

    – Jeg tror, at det, som folk ønsker at se, er os, der kommer endnu stærkere tilbage, sagde han. Og i næsten samme sætning fik han kaldt spørgsmålet om en folkeafstemning “komplet irrelevant”.

    – Jeg kan ikke se fordelen ved at fortabe sig i et meningsløst forfatningsmæssigt skænderi, eftersom vi havde en folkeafstemning for ikke så lang tid siden.

    Det var en henvisning til folkeafstemningen om Skotlands uafhængighed i 2014, hvor 55 procent stemte for at forblive i den britiske union.

    Men Skotlands førsteminister, Nicola Sturgeon, påpeger igen og igen, at forudsætningerneer helt anderledes i dag. Dengang var antagelsen, at Storbritannien ville være en del af EU nu og i fremtiden.

    For et år siden trådte Storbritannien ud af EU efter en britisk folkeafstemning i 2016. Men vælgerne i Skotland stemte dengang i stort tal for at forblive i EU.

    Sturgeon sagde søndag, at hvis hendes parti, Skotlands Nationalparti, vinder det skotske parlamentsvalg i maj, så agter hun at gennemtrumfe sit krav om en ny folkeafstemning.

    /ritzau/AFP