Rapport retter anklager mod topfolk i skiskydningsforbund

    En ny rapport retter alvorlige anklager mod tidligere topfolk i Det Internationale Skiskydningsforbund (IBU).

    Den tidligere norske præsident Anders Besseberg og tidligere generalsekretær Nicole Resch, der trådte tilbage fra deres poster i 2018, bliver af IBU’s uafhængige undersøgelseskomité (ERC) anklaget for blandt andet at hjælpe Rusland med at dække over brug af doping.

    – Efter en dybdegående undersøgelse konkluderer ERC, at både hr. Besseberg og frøken Resch skal forklare sig i sager om brud på IBU’s regler, baseret på at de tilsyneladende har beskyttet russiske interesser – især i en antidoping-sammenhæng – uden god grund, skriver IBU på sin hjemmeside.

    Besseberg er ifølge NTB anklaget for grov korruption, men undersøgelsens komité tager hverken stilling til, om han er skyldig i det eller overtrædelser af dopinglovgivningen.

    Den fokuserer udelukkende på, om han har brudt sportens egne regler.

    – Jeg vil gerne understrege, at politiefterforskningen fortsat er i gang, at ingen tiltaler er fremsat, og at Besseberg nægter sig skyldig i alle anklagerne fra myndighederne og IBU, siger Bessebergs advokat, Norbert Wess, til norske NRK.

    Norsk politi samarbejder med Østrigs ditto om sagen.

    Besseberg blev i 1992 præsident for forbundet efter at have været vicepræsident samme sted. Han trådte tilbage, efter at han havnede i politiets søgelys.

    Resch havde siddet ti år på posten som generalsekretær, da hun trådte tilbage.

    /ritzau/