USA standser midlertidigt store salg af våben og kampfly

    USA’s regering har midlertidigt sat en stor sending af F-35-kampfly til De Forenede Arabiske Emirater og våben til Saudi-Arabien på pause.

    På den måde kan præsident Joe Bidens administration få tid til at gennemgå salgene, inden de gennemføres.

    Det oplyser en embedsmand i det amerikanske udenrigsministerium.

    Det er helt normalt, at en ny administration giver sig selv tid til at evaluere sådanne beslutninger.

    Men Bidens regering har tidligere signaleret, at den planlægger at ende USA’s støtte til den saudi-ledede offensiv mod Houthi-oprørerne i Yemen. Oprørerne er omvendt støttet af Iran.

    Det største af de to salg, der nu skal gennemgås, er salget af 50 F-35-kampfly til De Forenede Arabiske Emirater til en værdi af cirka 141 milliarder kroner.

    Den tidligere præsident Donald Trumps administration gik med til handlen på betingelse af, at De Forenede Arabiske Emirater gik med til at normalisere forholdet til Israel.

    Det forhold kan risikere at komme i fare, hvis salget af kampflyene bliver stoppet helt.

    /ritzau/AFP