Danmark får i denne uge 73.710 vaccinedoser fra Pfize/BioNTech og 6000 doser fra Moderna.
Det oplyser Sundhedsstyrelsen på sin hjemmeside.
Doserne fra Pfizer/BioNTech vil blive brugt til give stik nummer to til folk, der har fået første stik i slutningen af december eller starten af januar.
Det er ældre på plejehjem eller ældre, der får hjemmehjælp, personer i særlig risiko samt ansatte i sundheds- og ældresektoren.
Vaccinerne fra Moderna vil blive sendt til Region Nordjylland i næste uge og gå til personer over 85 år.
I sidste uge var antallet af vaccinedoser fra Pfizer/BioNTech langt mindre, end de danske sundhedsmyndigheder havde forventet. Det var ifølge selskaberne på grund af en ombygning af en fabrik i Belgien.
I sidste uge fik Danmark cirka 35.000 doser fra Pfizer/BioNTech – altså cirka det halve af denne uges levering.
/ritzau/











