Formstærk Ehlers spiller nøglerolle i Jets-sejr

    Nikolaj Ehlers spillede natten til onsdag dansk tid en brandkamp, da han og Winnipeg Jets besejrede Edmonton Oilers 6-4 i NHL.

    Danskeren noterede sig således for fire point i form af et mål og tre assister i sine cirka 16 minutter på isen.

    Det var ellers Oilers, der startede bedst, da holdet formåede at bringe sig foran 3-1 efter bare 11 minutter.

    Canadiske Mathieu Perreault fik dog hurtigt bragt spænding tilbage i opgøret, da han reducerede til 2-3 bare tre minutter senere efter opspil fra Nikolaj Ehlers og Adam Lowry. Ehlers havde også en hånd med i Jets’ første scoring.

    I anden periode formåede ingen af holdene at score, men det ændrede sig i tredje periode, da Ehlers igen tog fat.

    Først stod danskeren selv for udligningen til 3-3, da han fra en spids vinkel udnyttede et flot oplæg fra Paul Stastny, inden han havde en finger med i opspillet, da selv samme Stastny bragte Jets foran 4-3.

    Danske Patrick Russell fik undervejs cirka ni minutter på isen for Edmonton Oilers. Han noterede sig for en enkelt assist ved Oilers scoring til 2-1.

    Nikolaj Ehlers og Winnipeg Jets har nu vundet fem ud af holdets første syv kampe i denne sæson.

    Danskeren har lavet fem mål og seks assister i de syv kampe, og han har således fået en rigtig fin start på sæsonen.

    /ritzau/