Britiske statsborgere, der vender tilbage fra udlandet, risikerer at skulle i hotelkarantæne i en begrænset periode efter hjemkomsten.
Det ventes den britiske regering at meddele onsdag, skriver avisen The Times ifølge Reuters.
Karantænekravet vil omfatte briter, der returnerer fra 30 lande, der i forvejen er omfattet af et britisk rejseforbud på grund af høje smittetal eller fremkomst af nye virusvarianter.
Deriblandt er samtlige lande i Sydamerika, Portugal, Cap Verde og Sydafrika.
Ifølge The Times har den britiske indenrigsminister, Priti Patel, ønsket en midlertidig lukning af grænserne for at forhindre potentielt vaccine-resistente virusvarianter i at komme ind i landet. Men det har premierminister Boris Johnson afvist.
I stedet vil Johnson indføre tvungen hotelkarantæne for visse indrejsende.
Cheferne for en række flyselskaber inklusive British Airways, Virgin Atlantic og easyJet er utilfredse med udsigten til tvungen karantæne for nogle eller samtlige indrejsende.
Selskaberne opfordrer regeringen til at komme luftfarts – og rejsebranchen til undsætning med en hjælpepakke.
– Tiltag bør være baseret på beviser, og vi har ikke set overbevisende videnskabelig beviser for, at det er nødvendigt at indføre en politik om karantæner i hoteller oveni de tiltag, der blev indført for ganske nylig, skriver flyselskaberne i et brev til Boris Johnson.
De anmoder premierministeren til at indkalde til et møde for at drøfte situationen.
Storbritannien passerede tirsdag som det første land i Europa 100.000 coronarelaterede dødsfald.
I begyndelsen af januar indførte England den mest omfattende nedlukning i landet siden marts sidste år. Wales og Skotland har også skærpet restriktionerne.
/ritzau/











