Biden presser Putin om Navalnyj og hacking i første samtale

    USA’s præsident, Joe Biden, har tirsdag for første gang talt i telefon med sin russiske kollega, Vladimir Putin. Og her gik han lige til sagen, at dømme ud fra oplysninger fra Det Hvide Hus.

    Biden spurgte blandt andet Putin til russisk indblanding i USA’s valg og hackerangreb mod amerikanske ministerier og virksomheder, siger Det Hvide Hus. Rusland har fået skylden for at stå bag de angreb.

    Biden understregede også over for Putin, at USA “fuldt og helt støtter Ukraines suverænitet”. Det siger hans talskvinde, Jen Psaki, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

    Og ikke mindst spurgte Biden til anholdelsen af den russiske oppositionsleder Aleksej Navalnyj og til den forgiftning, der gjorde, at Navalnyj tilbragte flere måneder i behandling i Tyskland.

    Tidligere tirsdag udsendte udenrigsministrene fra de såkaldte G7-lande – USA, Frankrig, Tyskland, Storbritannien, Canada, Italien og Japan – en fælles meddelelse, hvor de fordømmer fængslingen af Navalnyj.

    – Rusland er bundet af sine nationale og internationale forpligtelser til at respektere og sikre menneskerettigheder, lyder det i meddelelsen.

    Fra det russiske regeringskompleks, Kreml, lyder meldingen efter samtalen med Biden, at Putin støtter en “normalisering” af forholdet mellem Rusland og USA.

    Ifølge nyhedsbureauet Tass var det blandt andet “USA’s ensidige tilbagetrækning” fra Open Skies-traktaten om luftfart, der blev drøftet.

    Men de to ledere enige om i hvert fald én ting, nemlig forlængelsen af den såkaldte Start-traktat om atomnedrustning, fremgår det af Tass.

    /ritzau/