De nuværende restriktioner mod coronavirus går til 7. februar. Men spørger man sundhedsminister Magnus Heunicke (S) skal danskerne ikke allerede her regne med en stor genåbning af landet.
Det skriver DR.
Smittetallene har lagt sig i et lavere leje end i december. Men kontakttallet for den britiske mutation af coronavirus, B117, stiger. Det er grunden til varsomheden, siger Heunicke.
Kontakttallet for den britiske mutation ligger ifølge de seneste beregninger fra Statens Serum Institut (SSI) onsdag på 1,07. Det er en stigning fra 0,8 i sidste uge.
Dermed er den over den kritiske grænse på 1. Kontakttallet indikerer, hvor mange andre personer en smittet med coronavirus i gennemsnit smitter.
– Det er ikke realistisk med en stor lempelse i starten af februar.
– Alle vores anstrengelser nu handler om at trække kraft ud af epidemien, således at der er så lidt brændstof som muligt, når den britiske variant får overtaget, siger Magnus Heunicke til DR.
Ministeren fortæller samtidig, at den britiske mutation bliver den dominerende variant af coronavirus i Danmark i midten af februar.
– I de lande, hvor man har genåbnet samtidig med, at den britiske variant havde kontrol over epidemien, der er det gået fuldkommen galt. Vi skal holde fast her, siger Magnus Heunicke til DR.
For det samlede smittetryk med coronavirus i Danmark er kontakttallet på 0,8.
Ud over den britiske variant af coronavirusset er der også blevet bekræftet mindst fire tilfælde af en sydafrikansk mutation.
Begge vurderes varianterne at være mere smitsomme end den almindelige corona.
Det vurderes også, at coronavaccinerne vil have en nedsat effekt på dem. SSI vurderer dog, at vaccinen stadig vil virke mod varianterne.
Blandt restriktionerne lige nu gælder blandt andet, at restauranter, barer og biografer skal holde lukket. Det samme skal en stor del af detailhandlen.
/ritzau/











