Magasin-ejer sælger brand og webshop – rammer ikke i Danmark

    Efter at have kæmpet mod en lurende konkurs har den britiske varehuskæde Debenhams, der ejer Magasin i Danmark, solgt sit brand og webshop.

    Køberen er modeselskabet Boohoo, som betaler 55 millioner pund – eller knap 460 millioner kroner – for de to ting.

    Boohoo overtager ikke Debenhams butikker eller ansatte, og derfor er op mod 12.000 job ifølge BBC i fare.

    Salget får ingen betydning for Magasin i Danmark. Det oplyser Peter Fabricius, der er økonomidirektør.

    – Vi fortsætter som hidtil med at eksistere her i Danmark som en juridisk selvstændig enhed i god form, skriver han i en kommentar.

    Debenhams har – som mange andre inden for detailbranchen – været hårdt ramt af coronakrisen.

    Den har betyder færre kunder i butikkerne, og det har været med til at give et lavere salg.

    Kæden var dog allerede i problemer før coronakrisen. Her slæbte selskabet rundt med en gæld på cirka fem milliarder kroner.

    Hos Magasin i Danmark er der dog en massiv fremgang i onlinesalget, fortæller Peter Fabricius.

    Han regner med, de gode takter fortsætter, når de fysiske butikker igen kan slå dørene op.

    – Magasin i Danmark er en økonomisk sund og veldrevet forretning med 150 år på bagen. Når en ny ejer på et tidspunkt melder sig på banen, så ser vi frem til samarbejdet.

    – Indtil da kan både vores kunder, vores mange hårdtarbejdende medarbejdere og vores fantastiske samarbejdspartnere se frem til præcis det, de oplever i dag: et Magasin i fremdrift og med speederen i bund, lyder det fra Peter Fabricius.

    Fra midt i december blev landets storcentre lukket ned for at begrænse smitten med covid-19.

    Det er – indtil videre – frem til 7. februar.

    Magasin findes syv stedet i Danmark – blandt andet på Kgs. Nytorv i København og i Aarhus, Aalborg og Odense.

    /ritzau/