Udbruddet af coronavirus ramte redningsselskabet Falcks aktivitet i 2020.
Her faldt omsætningen til 12,3 milliarder kroner fra 13,8 milliarder kroner året før. Det viser selskabets årsregnskab.
Knap halvdelen af faldet skyldes lavere aktivitet. Den anden halvdel skyldes frasalg og lukning af forretningsområder.
2020 var ifølge topchef Jakob Riis et udfordrende år for Falck.
– Covid-19 påvirkede mennesker, virksomheder, institutioner og samfund over hele verden, siger han i en kommentar.
– På trods af udfordringerne fortsatte Falck med at levere services til alle kunder på alle markeder, og dermed leverede Falck betydelig støtte til de nationale sundhedssystemer, som kom under pres, siger han.
Falck har blandt andet lavet lyntest for corona i Danmark. Siden december har op mod 50.000 danskere på de travleste dage lagt vejen forbi en af Falcks testcentre rundt omkring i landet.
Trods tilbagegangen på toplinjen mindske Falck dog sit underskud. I 2020 beløb det sig til 178 millioner kroner mod et tab på 546 millioner kroner året før.
Det skyldes, at Falck i 2019 måtte lave en større nedskrivning.
/ritzau/











