En tredje person er anholdt og sigtet i forbindelse med afbrænding af en dukke forestillende statsminister Mette Frederiksen (S) ved en demonstration i København lørdag aften.
Det er kommet frem under et grundlovsforhør ved Retten på Frederiksberg.
Her fremstilles to mænd, som blev anholdt natten til søndag. De er sigtet efter straffelovens bestemmelser om angreb på regeringen.
De nægter sig begge skyldige. Mændene er henholdsvis 30 og 34 år.
Mens de sigtede afgiver forklaring, er dørene til retslokalet blevet lukket for de fremmødte journalister.
Det er sket på anmodning af senioranklager Søren Harbo fra Københavns Politi.
Han henviser til, at der efter politiets opfattelse er en fjerde person på fri fod, som menes at spille en rolle i forbindelse med afbrændingen af statsministerdukken.
– Der er en navngiven bagmand, som ikke skal kunne orientere sig om sagens beviser gennem medierne, siger Søren Harbo.
/ritzau/











