I dag er der to års reklamationsret i Danmark, uanset hvilket produkt man har købt.
Men det er for kort tid, mener Forbrugerrådet Tænk og FDM, som er bilejernes forbrugerorganisation.
Derfor foreslår de, at reklamationsretten hæves fra to år til seks år på hårde hvidevarer, biler, elektronik og andre produkter, der må forventes at holde længe. Og tre år for øvrige produkter.
Reklamationsretten er den periode, hvor man som forbruger har ret til at klage over et produkt, der går i stykker på grund af en fejl, som allerede var der, da man købte produktet.
Anja Philip, formand for Forbrugerrådet Tænk, mener, at det er “åbenlyst urimeligt”, når det ikke er muligt at klage over et produkt efter to år.
– Også selv om der er tale om en fejl, der var på produktet fra starten, eller at produktet ikke har kunnet holde til at blive brugt, siger hun i en pressemeddelelse.
– En længere reklamationsret vil udover at være grundlæggende mere rimelig kunne betyde, at det bedre vil kunne betale sig at producere mere holdbare produkter, og at flere forbrugere vil få repareret deres produkter, hvis de går i stykker.
Forslaget kommer som optakt til, at folketinget de kommende måneder skal tage stilling til mulige ændringer i købeloven. Herunder reklamationsrettens længde i Danmark.
Anja Philip fremhæver, at lande som Norge, Finland, Sverige, Island, Storbritannien og Holland allerede har længere reklamationsret end de to år.
/ritzau/











