Kinesisk redningsmandskab har søndag reddet en af de 22 minearbejdere, der har været fanget under jorden i den østlige provins Shandong i to uger.
Det oplyser det kinesiske statsmedie CCTV.
Manden blev søndag fundet i anden sektion af minen tættere på overfladen, end der hvor ti minearbejdere, som redningsfolk indtil nu har fået kontakt med, befinder sig.
Ifølge CCTV er manden “ekstremt fysisk svækket”.
Billeder fra det kinesiske statsmedie viser, hvordan manden blev løftet op fra jorden i en kurv sammen med redningsarbejdere. Han blev efterfølgende båret væk og virkede ude af stand til selv at gå.
/ritzau/AFP











