Mindst 21 mister livet i dobbelt selvmordsangreb i Bagdad

    Mindst 21 har mistet livet i et dobbelt selvmordsangreb i Bagdads handelsdistrikt torsdag morgen.

    Det oplyser militær- og regeringskilder i den irakiske hovedstad ifølge nyhedsbureauerne dpa og AFP.

    Yderligere omkring 50 er blevet såret under angrebene.

    Bagdad har ellers været forskånet for den slags angreb de seneste mange måneder.

    Med over 20 dræbte kan torsdagens angreb vise sig at være det værste angreb i byen i over et år, skriver dpa.

    Det irakiske militær oplyste tidligere på dagen, at mindst 13 personer var omkommet i angrebene, men at dødstallet formentlig ville stige.

    En talsmand for det irakiske militær oplyser ifølge dpa, at de to selvmordsbombere detonerede deres bomber, mens de blev jagtet af sikkerhedsstyrker.

    En journalist fra AFP oplyser, at angrebet fandt sted tæt på et stort marked ved Tayaran-pladsen.

    Markedet var ifølge journalisten fyldt med mennesker, efter at byen har været lukket ned i næsten et år på grund af udbruddet af coronavirus.

    /ritzau/