På den korte bane er det problematisk, at der komme færre af Pfizer/BioNTechs coronavaccine, end det var ventet.
Det ser dog ikke ud til at ændre på, at alle voksne danskere ventes at være vaccineret mod covid-19 i slut-juni.
Det siger Henrik Ullum, direktør for Statens Serum Institut (SSI), til Børsen.
– Jeg ser det primært som et problem her og nu, siger han og peger på, at det også er vigtigt, fordi vi står i en svær situation.
– Det er selvfølgelig også derfor, vi slås med næb og klør, siger direktøren.
I denne uge ventes Danmark at modtage halvt så mange vacciner, som det tidligere var ventet.
Det skyldes, at Pfizers fabrik i Puurs, Belgien, skal opgraderes, så der fremover kan produceres flere vacciner.
Det betyder dog en nedgang på den korte bane. I første kvartal ventes nu op mod 100.000 færre vaccinationer.
Det svarer til en reduktion på ti procent i forhold til det tidligere udmeldte.
/ritzau/











